Nyhedsbreve Jepsen familien
17.03.2018 Doris Jepsen død
John Jepsen har indsendt følgende mindeord om sin mor Doris Jepsen:

Afsked med Doris Jepsen (Peter)

Det er med stor sorg at jeg må meddele familien at Doris Jepsen, enke efter Anton Erik Jepsen (Peter) er afgået ved døden lørdag den 17. marts 2018 i en alder af 80 år.

Doris kom oprindelig fra Overlade og mødte i en ung alder Anton Erik til bal i anlægget i Års. Efter nogen tid drog det unge par til København, for at Anton Erik kunne komme ind til Postvæsenet. De var blandt de første i familien, der brød de vante rammer i Nordjylland, så det var lidt af et pionerarbejde at etablere sig og skabe et nyt netværk i Gladsaxe. Men de fik snart selskab af Anton Erik’s to brødre Jens og Kaj og Doris’ søster Lisbeth, så en ny gren af Jepsen familien groede frem i Københavns omegn.

Doris og Anton Erik fik børnene John og Birgit og fik et langt og godt liv sammen, hvor de også nåede at holde guldbryllup og oplevede begge deres børn holde sølvbryllup, såvel som de fik barnebarnet Thomas, der sammen med sin kæreste Cecilie venter barn i april.

I 2008 konstaterede vi at Doris desværre havde fået Alzheimers, hvilket er en demens sygdom, der langsomt, men sikkert nedbryder hjernen. Det blev konstateret på et ret tidligt tidspunkt, så Doris blev straks medicineret, hvilket i det mindste kunne forsinke sygdommens udbredelse. Så Doris og Anton Erik fortsatte deres vante dagligdag uden de store ændringer, om end sygdommen med årene blev mere udtalt, og Anton Erik måtte gradvis tage mere og mere over med de daglige opgaver.

De tilbragte en stor del af deres tid i deres elskede sommerhus ved Skuldelev, og det var også her at Anton Erik pludselig blev alvorligt syg og døde en uge efter i 2013. Herefter boede Doris alene i lejligheden, men trods hjælp fra både kommunen og ikke mindst Birgit og Bjarne, stod det alligevel klart at hun ikke kunne klare sig på egen hånd, og Doris kom på Plejehjemmet Egegården i april 2014.

Her har hun så boet siden, og trods de triste omstændigheder, tror jeg nok at hun ubetinget var den på afdelingen der fik flest besøg af familien, - så jeg vil hermed sige tak til dem, der så loyalt besøgte Doris i den svære tid.

Doris har altid sagt at ”Jyden er stærk og sej”, og det har hun i høj grad bevist. Hun overlevede sygdommen langt længere end man normalt gør, og hun overlevede alle de andre på afdelingen, der flyttede ind samtidig med Doris. Selv da personalet ringede fredag morgen og fortalte at nu var det vist ved at være slut, holdt hun stædigt ved livet, og personalet var overraskede over at hun fortsat holdt ud, indtil Doris lørdag den 17. marts kl. 14.05 stille sov ind med den nærmeste familie omkring sig.

Vi har længe vist hvor det bar hen, og i den seneste tid havde Doris ikke noget godt liv. Hun kunne ikke indtage fast føde og man kunne ikke komme i kontakt med hende, men det gjorde alligevel ondt på os nærmeste, da hun forlod os. Vi vil ikke fortrænge de seneste hårde år, men alligevel prøve at genkalde os billedet af den Doris, som vi har kendt i de første mange år. Altid flittig og ordentlig og i fuld fart med et smil på læben.

Doris havde ikke nogen nem barndom, da hun kom fra små kår i et hjem præget af sygdom, og hvor Doris som stort barn sammen med sin mor måtte tage et stort ansvar i pasning af både et par ældre svagelige, en handicappet far og to små søskende.

Doris havde en hård barndom, men havde et langt og godt liv med sin Anton Erik, indtil han døde, hvorefter hun har haft en hård og slidsom alderdom. Så alt det bedste i sit liv har Doris oplevet sammen med sin Jeppe, og nu er tiden kommet hvor hun skal begraves ved siden af Jeppe og forenes med Jeppe i det hinsides.

Æret være Doris’ minde.

På familiens vegne

John Jepsen

Begravelsen foregår fra Gladsaxe Kirke onsdag den 4. april kl. 13.00


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

IngeLise Østerberg Bahr | Svar 29.12.2016 12.57

Godt Nytår 2016/2017 fra

Inge Lise Østerberg Bahr, er efterkommer efter mor Ann Mari Josephsen,smede slægten Ferdinand Josephsen, Torpen v. Humlebæk.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.12 | 18:27

Elimar Jensen Krogh er desværre gået bort i år den 09-03-2018.
Mvh Ida Krogh - Barnebarn af Elimar Jensen Krogh.

...
14.07 | 20:16

Hej Margit !
Min kone ,som kommer fra Nibe , har aldrig hørt
det ord og jeg har heller selv .
Ordet kendes fra Darum i Vestjylland og Vejle i andre
betydninger

...
14.07 | 15:04

Slowster er et udtryk, som mine forældre brugte om en sjusket dame. Er det fra Blære/ Nibeegnen?

...
14.07 | 15:02

Mine forældre kom dels fra Nibe og dels fra Vokslev. Vi voksede op på Overladeegnen, men min far og mor brugte nogle andre ord og udtryk, end dem man brugte her

...
Du kan lide denne side